94 af friluftslivets foreninger har fået en hjælpende hånd
Friluftsrådet har uddelt tilskud fra Lokalforeningspuljen til friluftslivets foreninger på i alt 2,7 millioner kroner til 94 foreninger i 51 kommuner.
94 af friluftslivets lokale foreninger har fået tilskud fra Lokalforeningspuljen til friluftsliv, som administreres af Friluftsrådet. Det er blandt andet spejdergrupper, lystfiskerforeninger, roklubber og mange andre forskellige foreninger, der har aktiviteter i naturen, som har fået tilskud til at styrke foreningens arbejde med friluftsliv.
– Lokalforeningspuljen er en hjælpende hånd til friluftslivets foreninger og de ildsjæle, som brænder for at skabe gode muligheder for at komme ud i naturen. Vi er glade for, at vi har kunnet støtte så mange forskellige typer af friluftsaktiviteter, både de klassiske som spejderaktiviteter, ridning og jagt til nogle af de nyere aktiviteter som rollespil, krolf og discgolf. Der er noget for enhver smag, siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
For at kunne søge puljen skal foreningen være tilknyttet en af de 85 organisationer, som er medlem af Friluftsrådet. Foreningerne kan søge om op til 40.000 kroner i støtte til udstyr, faciliteter eller andet, der kan styrke foreningens udvikling og aktiviteter inden for friluftsliv.
Konkret er der blandt andet givet tilskud til udstyr til friluftsaktiviteter, nye faciliteter som sheltere, bålhytter og mobile saunaer, materialer til naturformidling og meget andet.
Gør en stor forskel
Lokalforeningspuljen uddeles en gang om året og blev efter politisk aftale oprettet i 2018. Siden har i alt 340 forskellige foreninger i 85 af landets kommuner fået tilskud fra Lokalforeningspuljen til friluftsliv.
I Friluftsrådet er man især glade for, at man med Lokalforeningspuljen kan hjælpe de frivillige ildsjæle i landets foreninger.
– Der er så mange ildsjæle rundt omkring i landets foreninger, som gør en kæmpe indsats helt frivilligt for at skabe gode muligheder for, at folk kan komme ud i naturen og dyrke forskellige aktiviteter. Så vi er rigtig glade for, at vi kan støtte dem i deres arbejde ved at give støtte til eksempelvis udstyr eller opstart af nye aktiviteter. Selv om det ikke er så store beløb, vi uddeler, så er det penge, der gør en stor forskel i den enkelte forening, siger Winni Grosbøll.
Eksempler på støttede foreninger
- Lystfiskerforeningen AROS har fået 25.800 kroner i tilskud til at forbedre adgangsforholdene langs 100 km åer og mindre vandløb.
- Roforeningen Kvik har fået 32.000 kroner i tilskud til surfski kajakker til 50+ årige.
- Rollespilsforeningen Hareskoven har fået 27.300 kroner i tilskud til udstyr og udekøkken til rollespilsaktiviteter.
- Arnborg Krocketklub har fået 3.500 kroner i tilskud til et telt, borde og stole til en krocketbane.
- Foreningen Fynshav Havnebad har fået tilskud på 40.000 kroner til en mobil sauna, så der kan bades fra lystbådehavnen.
- De civile Hundeførere Aalborg har fået 40.000 kroner i tilskud til at etablere et areal til hundetræning.
Se listen over tilskud fra Lokalforeningspuljen i 2022
Se kortet over foreninger, der har fået tilskud fra Lokalforeningspuljen i perioden 2018-2022
Kommentarer