Navnenyt

Billunds borgmester fylder 70 år

Ib Kristensen, borgmester i Billund Kommue, fylder 70 år, mandag den 29. november. Foto: Billund Kommune.

Mandag den 29. november fylder borgmester i Billund Kommune Ib Kristensen 70 år. Ib Kristensen, der er født og opvokset i Grindsted, er i gang med sin femte og sidste periode som borgmester.

Ib Kristensen blev valgt til daværende Grindsted Byråd i 1997, og han afløste midt i perioden Mogens Jensen som gruppeformand.

Ved valget i 2001 kunne Ib Kristensen for første gang sætte sig i borgmesterstolen i den daværende Grindsted Kommune. Valget i 2005 var første valg til byrådet i den nye Billund Kommune. Efter valgdagen kunne Ib Kristensen igen sætte sig i borgmesterstolen.

Når kalenderen skifter til 2022, træder Ib Kristensen ud af politik efter 20 år som borgmester og 24 år som byrådsmedlem.

Flagskib fylder rundt

Mens Ib Kristensen i år fylder 70, fylder et af hans helt store flagskibe også rundt. I 2011 offentliggjorde han visionen om Billund som Børnenes Hovedstad sammen med LEGO-ejer Kjeld Kirk Kristiansen.

Siden har Billund Kommune og LEGO Fonden arbejdet sammen om at gøre Billund til det bedste sted for børn og familier med børn.

I de sidste 10 år har samarbejdet blandt andet ført til en forvandling af Billund by med særligt fokus på leg, læring og kreativitet. Samarbejdet har også ført til projekter som Billund Builds og Playful Learning, som er en legende tilgang til læring i alle kommunens skoler.

Arbejdet med og for børn førte i 2020 til, at UNICEF anerkendte Billund Kommune som Danmarks første Børnevenlig By og Kommune.

Fokus på erhvervsvenlighed

I sin tid som borgmester har Ib Kristensen også prioriteret erhvervsområdet højt, og Billund Kommune får år efter år topplaceringer, når kommunernes erhvervsvenlighed bliver målt.

Senest er kommunen i november 2021 for fjerde gang blevet kåret som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune af EjendomDanmark.

Kommende entreprenør

Ib Kristensen er uddannet blikkenslager og kloakmester. Han overtog tilbage i 1977 den entreprenørvirksomhed, som hans far Ansgar Kristensen startede i 1965. Firmaet hedder i dag Ib Kristensen A/S. Ib Kristensen er bestyrelsesformand, mens sønnen Jan Kristensen er direktør og medejer.

I årene som borgmester har firmaet været hans hobby. Når kommunen går på ferie, har han gerne taget mindst en uge som ferieafløser i en af gravemaskinerne i firmaet. Det bliver også gravemaskinen, han igen træder op i, når han træder ud af borgmesterkontoret.

Privat er Ib Kristensen gift med Jytte, som gennem mange år har stået for regnskabet i familievirksomheden. Sammen har de to børn og tre børnebørn.

Afskedsreception

Billund Kommune holder afskedsreception for Ib Kristensen fredag den 3. december klokken 13:00-16:00 i Magion, Tinghusgade 15, 7200 Grindsted. Alle er velkomne, men man skal tilmelde sig senest den 24. november på billund.dk/reception eller 79 72 72 16.

Kommentarer