Debat og politik

Vi skal have flere ansøgere til den regionale pulje hos Tryghedsgruppen

Indlæg af Torben Jensen, repræsentant for Tryghedsgruppen i Syddanmark

På mandag den 24. januar er der valg i TryghedsGruppen. Det kan forekomme lidt fjernt for mange. Men er du kunde ved Tryg forsikring eller Alka, er du også medlem af TryghedsGruppen, og har dermed stemmeret.

TryghedsGruppen ejer ca. 45 pct. af Tryg forsikring, hvilket betyder, at du indirekte ”ejer” en del af Tryg, Danmarks største forsikringsselskab. Det spændende ved det medlemskab er, at du dermed har indflydelse på de repræsentanter der bliver valgt, og dermed også bestyrelsen i TryghedsGruppen. De beslutninger der træffes der, betyder meget for dig som kunde i Tryg.
Jeg har siddet i repræsentantskabet i den seneste periode og herunder 2 år i bestyrelsen. I den periode har vi haft et stort fokus på at gøre Tryg stærkere. I løbet af 2021 fik vi således købt RSA Insurance, som betyder at Tryg bliver Skandinaviens stærkeste forsikringsvirksomhed. Sammenhængen til dit medlemskab i TryghedsGruppen er et stærkt og mere profitabelt Tryg, der giver en større årlig bonus til dig som forsikringskunde og medlem samt flere medlemsfordele og ikke mindst et stærkt TrygFonden.

Bonusudbetalingen, som er besluttet at være i spændet 5-8% af din forsikringspræmie, skal vi fastholde og på sigt rigtig gerne udbygge. Der er blandt andet en beskatning af den nuværende bonus, som vi hvert år udbetaler. Da det er beskattede penge i forvejen, så arbejder vi i bestyrelsen og repræsentantskabet på en bedre model, hvilket er en af mine mærkesager som medlem repræsentantskabet.
TrygFonden er en almennyttig fond som alle med gode og egnede projekter kan søge. Trygfonden spiller en meget vigtig rolle i at skabe tryghed for alle, også dem der ikke er medlem af TryghedsGruppen. Der uddeles hvert år i nærheden af 650 mio. til almennyttige aktiviteter – fortrinsvis til aktiviteter der virker tryghedsskabende.

Det er ikke altid helt så synligt i det jyske, at Trygfonden kan støtte op om ildsjæle og institutioner, der vil skabe mere tryghed og sikkerhed. Vi mangler generelt ansøgninger til den regionale pulje, og der har vi alle en fælles opgave. Vi har netop igangsat en ny strategi med en række spændende fokusområder, og det vil jeg arbejde for bliver langt bedre udbredt i området.

Budskabet er, at du som kunde i Tryg og dermed medlem af TryghedsGruppen skal bruge din demokratiske mulighed for at stemme til valget på mandag og frem til 11. februar. Valget foregår ved, at du som medlem får en valgkort enten via E-boks, mail eller fysisk brev. Så min opfordring er, brug din demokratiske mulighed for at stemme. Du kan læse meget mere på www.tryghed.dk.

Kommentarer